Der er næppe nogen i forretnings-Danmark, som ikke har bemærket, at situationen i samfundet i disse dage er højst usædvanlig. Det er dog ikke værre, end at hverdagen på mange måder går videre. Der er stadig helt almene ting omkring virksomhedens drift og økonomi, som det er vigtigt ikke at glemme.
Ordinær acontoskat
Selskaber skal betale ordinær aconto-skat to gange om året i lige store rater, som beregnes med udgangspunkt i de sidste tre års indkomst. Fra februar måned har man kunnet se ratebeløbet for sit selskab på TastSelv Erhverv.
Hvis det – særligt i den aktuelle situation – forventes at aconto-skatten for 2020 er sat for højt i forhold til de reelle indkomstforhold, kan beløbet nedsættes på TastSelv Erhverv.
Første rate skal indbetales senest den 20. marts.
Frivillig acontoskat
Hvis man allerede har indberettet frivillig aconto-skat til 1. rate og ønsker at ændre den, så er det ikke muligt at gøre det via TastSelv Erhverv. I det tilfælde skal man kontakte Skattestyrelsen.
Hav dokumentationen klar
Hvis selskabets indberetninger ændres i forhold til de beregnede rater, så kan Skattestyrelsen vælge at udbede sig dokumentation for de ændrede forhold. Laver man en ændring, er det således en god ide at have dokumentationen klar på forhånd.
Skal vi hjælpe?
Vi sidder klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for vores bistand, med dette eller andre forhold omkring virksomhedens økonomi. Du er altid velkommen til at kontakte os.