Kontakt os

Hvis din virksomhed importerer eller markedsfører emballage, så skal den takket være et EU-direktiv snart stå til økonomisk ansvar for, hvad der sker med emballagen efter brug. Direktivet træder i kraft 1. januar 2025, men allerede nu bør man være opmærksom.

Et nyt incitament

Direktivet om udvidet producentansvar vedrørende emballage indføres med det formål at reducere mængden af emballageaffald ved at give virksomheder et skærpet økonomisk incitament til at reducere deres brug af materialer, og  til at designe og producere mere genanvendeligt materiale.

Fra og med januar 2025 bliver alle danske virksomheder, der importerer eller markedsfører emballage, således gjort økonomisk ansvarlige for håndteringen af det emballageaffald, de genererer. Ifølge direktivet betyder dette blandt andet, at virksomhederne skal kunne indrapportere al emballages vægt, materiale, og om den er målrettet erhverv eller privatforbrugere.

Registrering

For at leve op til kravene i direktivet bliver det fra begyndelsen af 2024 lovpligtigt for emballage-producerende virksomheder at registrere sig i Dansk Producentansvar, som administrerer emballage og visse produkter af engangsplast.

Bemærk, at man i forbindelse også skal rapportere sine forventede markedsførte emballagemængder for 2024 fordelt på fraktioner, og hvorvidt emballagen er markedsført til husholdning eller erhverv.

Du kan læse mere, herunder se om din virksomhed er omfattet, på producentansvar.dk

Kontakt os

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive, hvis du gerne vil have sikkerhed for, at du træffer de rigtige beslutninger. Vi sidder klar til at hjælpe – med dette, eller med andre ting der vedrører din virksomheds økonomi og regnskab.