I første kvartal 2022 lancerer Digitaliseringsstyrelsen en ny udgave af Digital Post. Med den nye løsning bliver det nemmere for dig at tilgå post fra offentlige myndigheder, og løsningen udkommer desuden som en app.
Ny og forbedret
Du har som virksomhed fortsat én postkasse, men med den nye løsning kan du tilgå posten via flere platforme. Det betyder, at du fremover kan læse Digital Post på virk.dk, e-Boks, mit.dk samt den nye app Digital Post. Derudover forventes det også at koblingen mellem CVR-nr. og CPR-nr. bliver bedre. Rent praktisk betyder det, at du får nemmere ved at skifte mellem Digital Post til dig som borger og din virksomhed ved brug af samme log-in.
Automatisk overgang
Overgangen til det nye Digital Post sker automatisk. Det betyder, at de fleste virksomheder ikke skal foretage sig noget. For følgende tre grupper er der dog ændringer, man skal være opmærksom på:
- Hvis din virksomhed eller forening bruger et afhentningssystem, skal du lave en systemintegration til det nye Digital Post for at kunne læse jeres post fra offentlige myndigheder. Det kan din it-leverandør formentlig hjælpe med. Det kan du læse mere om her.
- Hvis din virksomhed eller forening benytter automatisk videresendelse, skal du beslutte, om du vil anskaffe et afhentningssystem for at læse posten. Alternativt skal du læse posten på en af de forskellige platforme.
- Hvis du har givet medarbejdere eller eksterne partnere, eksempelvis revisorer eller advokater, adgang til særlige mapper, skal I opdatere disse adgange i Rettighedsportalen til Digital Post. Efter lanceringen er det ikke længere muligt at have delvis adgang. Enten har de adgang til det hele, ellers har de ingen adgang.
Digital Post-appen
Med den nye Digital Post udkommer der også en app, som hedder Digital Post. Den kan du som virksomhed benytte til at tilgå din post på både mobil og tablet.
Med Digital Post-appen kan du blandt andet:
- Læse, skrive, opbevare, slette og flytte din post fra offentlige myndigheder
- Finde gamle beskeder fra offentlige myndigheder
- Hvis din samarbejdspartner har givet dig læseadgang til sin Digital Post, kan du med få klik skifte mellem postkasserne.
Digital post-appen kan downloades i App store og Google Play.
Kontakt os gerne
Du er naturligvis velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har brug for bistand – omkring dette, eller andre forhold, som vedrører din virksomheds økonomi og regnskab. Vi er klar til at hjælpe!