Det skal være lettere for virksomheder at finde svar på de mange spørgsmål, der kan opstå, når man overvejer en ny måde at drive forretning på. “Nye Forretningsmodeller” er navnet på en service fra Erhvervsstyrelsen, som er lanceret for at hjælpe virksomheder med hurtigere at få svar på spørgsmål om alt fra grøn omstilling til regler for nye produkter.
Opslag eller forespørgsel
Med servicen har Erhvervsstyrelsen samlet al tilgængelig information, der kan give dig et samlet svar fra de relevante myndigheder, så du ikke skal søge flere forskellige steder og kontakte flere myndigheder.
Den nye service giver desuden mulighed for, at virksomheder kan stille specifikke spørgsmål, der vedrører den konkrete ide eller problemstilling, og få svar, der er koordineret på tværs af de relevante myndigheder. Det er endda muligt at anmode om en opringning, så man kan uddybe sit spørgsmål.
Bedre og hurtigere udvikling
”Vores mål er at gøre det lettere for virksomhederne at udvikle og drive deres forretning. Vi arbejder for at mindske byrderne og kompleksiteten for erhvervslivet, så virksomhederne kan fokusere på at udvikle deres nye ideer, udrulle nye forretningsmodeller og skalere deres virksomhed” siger Torsten Andersen, Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen. Det skal kort sagt være nemmere at udvikle forretningen – også, og måske især, når din ide omfatter at rykke ved, hvordan tingene plejer at blive gjort.
Servicen sorterer under Erhvervsstyrelsen, og er en del af Virksomhedsguiden, der formidler viden, vejledning, guides og digitale værktøjer, som hjælper med at starte, drive og udvikle virksomheder. Du kan besøge guiden ved at klikke på knappen:
Kontakt os
Du er altid velkommen til at ringe eller skrive – vi er specialiseret i at rådgive vækstvirksomheder, og hjælper også gerne dig med at realisere din virksomheds potentiale.