Som vi tidligere har nævnt er visse frister for indberetning og lignende er skubbet af hensyn til Corona-situationen. Her følger lidt mere fyldestgørende information omkring indberetning af årsrapport for selskaber, erhvervsdrivende fonde og andre virksomheder, der skal indberette årsrapport til Erhvervsstyrelsen.
De nye datoer
Som udgangspunkt har virksomheder i de nævnte kategorier fået tre ekstra måneder at indsende årsrapporten uden risiko for afgifter eller tvangsopløsning. Fristen er ikke betinget af, at den enkelte virksomhed har konkrete vanskeligheder ved at opfylde den sædvanlige indsendelsesfrist.
Konkret betyder de nye regler eksempelvis følgende:
Årsrapportens balancedato 30. november 2019:
Seneste frist for indberetning af den godkendte årsrapport 31. juli 2020
Årsrapportens balancedato 31. december 2019:
Seneste frist for indberetning af den godkendte årsrapport 31. august 2020
Årsrapportens balancedato 31. marts 2020:
Seneste frist for indberetning af den godkendte årsrapport 30. november 2020
Generalforsamlingen skal godkende årsrapporten
Selskabets årsrapport skal som sædvanlig godkendes på en ordinær generalforsamling, inden den indberettes til Erhvervsstyrelsen. I nogle selskabers vedtægter er der fastsat datoer for, hvornår generalforsamlingen skal afholdes, men med det gældende forsamlingsforbud og situationen i øvrigt kan det være vanskeligt eller umuligt at overholde vedtægternes frister. De nye regler gør, at selskabet kan fravige sine vedtægter på dette punkt således, at både generalforsamlingen og indberetningen af årsrapporten kan udskydes.
Dette gælder uanset, om selskabet er ramt af det aktuelle forsamlingsforbud eller ej.
Afgifter og tvangsopløsning
De afgifter, som et selskabs øverste ledelse i givet fald bliver pålagt ved for sen indberetning af årsrapport til Erhvervsstyrelsen, udskydes tilsvarende. Afgifternes størrelse beregnes således i forhold til den forlængede indsendelsesfrist.
Det samme gør sig gældende for det tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen om nødvendigt sender et selskab til tvangsopløsning som følge af manglende årsrapport.
Aftal med din revisor
Rigtig mange virksomheder er hårdt ramt af coronakrisen, og har fokus på at frembringe likviditet og få del i regeringens hjælpepakker. Forlængelsen af fristen for indberetning af årsrapport kan derfor være relevant – men på den anden side bør udarbejdelsen af årsrapporten ikke udskydes unødigt. Samfundet, kreditinstitutter og samarbejdspartnere har fortsat gavn af aktuel regnskabsinformation.
Aftal derfor med din revisor, hvordan I bedst tilrettelægger arbejdet med årsrapporten og de mange andre vigtige opgaver i de kommende måneder.
Med andre ord: Kontakt os – vi sidder klar til at hjælpe!