Julen står for døren, og derfor giver vi her et overblik over de skattemæssige forhold, som julen typisk bibringer for en virksomhed.
Julegaver til medarbejdere
Medarbejdere beskattes ikke af julegaver på op til 900 kr. Der er en beskatningsfri grænse på årsplan på 1.300 kr., og hvis denne overskrides, beskattes hele beløbet. Dog beskattes julegaven dog aldrig, hvis den holder sig på op til 900 kr.
Eksempel: Medarbejderen modtager julegave til 900 kr., samt andre ”smågaver” i årets løb på samlet 800 kr. Den samlede værdi af alle gaverne er 1.700 kr., og bagatelgrænsen på 1.300 kr. er dermed overskredet. Men da julegaven kun udgør 900 kr., og dermed altid er skattefri for medarbejdere, bliver medarbejderen kun skattepligtig af de 800 kr. Så hvis julegaven i eksemplet udgjorde 1.000 kr., ville medarbejderen blive skattepligtig af 1.800 kr.
Grænsen medfører således også, at der ikke sker beskatning af en julegave på op til 1.300 kroner, hvis arbejdsgiveren ikke har givet andre personalegoder eller andre gaver overhovedet i løbet af året.
Kontante gaver, gavekort, der kan ombyttes til kontanter, samt gavekort med en meget bred anvendelsesmulighed, medfører alle skat. Et gavekort er derimod skattefrit, hvis det kun gælder til relativt få udvalgte gaver, eller fx er til én bestemt restaurant med en forudbestemt menu. Afgørende er, at gavekortet skal have begrænsede anvendelsesmuligheder.
Der kan ikke fratrækkes moms på julegaver, så ovenstående beløb er inkl. moms. Hvis der er tale om gaver, som udtages fra en virksomheds varelager, skal der betales udtagningsmoms.
Julefrokost
Medarbejdere beskattes ikke af en julefrokost i rimeligt omfang og varighed. En tur til Berlin på en uge, en meget høj pris eller deltagelse af ægtefæller, går nok ikke uden skat. Men bus til/fra en almindelig julefrokost af én dags varighed og overnatning i tilknytning hertil, medfører formentligt ikke beskatning.
Hvis julefrokosten konverteres til en gave til medarbejdere, som ikke kan deltage, behandles de som normale gaver, medmindre der er tale om medarbejderes julegave.
Moms kan ikke fradrages, hvis julefrokosten holdes i egne lokaler. Dog kan der fratrækkes moms til leje af udstyr, fx service samt borde og stole.
Hvis julefrokosten afholdes på en lokation væk fra egne lokaler (fx en restaurant), kan der fratrækkes 25% af momsen. Der skal ikke ske nogen begrænsning, selv om ægtefæller/ledsagere deltager i julefrokosten.
Virksomheder i kontorfællesskaber, som afholder julefrokost i fællesskabets kantine/restauration, kan ikke fradrage moms vedrørende mad/drikke.
Kontakt os
Hvis du har brug for hjælp med dette eller med andre ting, der vedrører din eller dit selskabs økonomi og regnskab, er du altid velkommen til at kontakte os.