Kontakt os

Fra 31. maj 2025 er det slut med at bruge 1.000-kronesedler. Selvom dette kan virke som langt ude i fremtiden, så begynder Nationalbanken allerede nu udfasningen af Danmarks største seddel.

Begrundelsen

I takt med at digitaliseringen i større og større grad også omfatter betalinger og overførsler af penge, er der i mindre grad brug for fysiske pengesedler. Da den store 1.000-kroneseddel i dag primært bruges som værdiopbevaring og mere lyssky aktiviteter, har Nationalbanken derfor besluttet at udfase sedlen.

Beslutningen er god for en række forretninger og butikker, da det dels kan være med til at mindske antallet af kontantrøverier, og dels kan mindske byrden i forhold til at skulle have tilstrækkeligt med byttepenge i kassen.

Hold ikke på sedlerne

Der er som nævnt stadig god tid at løbe på – men du skal stadig huske at sørge for, at virksomheden får brugt eventuelle 1.000-kronesedler, eller får dem sat i banken, før udgangen af maj 2025, hvor sedlen altså endegyldigt er fortid.

Stadig behov for kontanter

Selvom vi snart siger farvel til 1.000-kronesedlen, skal kontanter også i fremtiden være et sikkert og effektivt betalingsmiddel for borgere og virksomheder. Nationalbanken har derfor igangsat et arbejde mod en ny seddelserie.

Samtidig hjemkalder Nationalbanken sedler fra og med 1944-seddelserien til og med 1997-seddelserien og gør disse sedler ugyldige.