Udsteder din virksomhed gavekort til kunderne? Hvis ja, har du så tjek på de nye momsregler på gavekort? Fra 1. juli er der trådt nye regler i kraft, vedrørende afregning af moms ved udstedelse af gavekort. Disse regler skulle have været trådt i kraft pr. 1. januar 2019, men blev udskudt, da det danske erhvervsliv gjorde indsigelser.
De nye regler kan betyde større tab for din virksomhed, læs med her og bliv klogere på de nye regler.
Nye og gamle regler
Gavekort eller vouchers, som mange også kalder dem, har hidtil været pålagt momsregler, der betød at momsen først skulle afregnes efter gavekortet blev indløst. I dag forholder det sig sådan, at der nu afregnes moms ved selve udstedelsen af gavekortet.
Det betyder, at man ikke længere kan benytte sig af den fordel, hvor man har kunne vente med at betale moms til når gavekortet blev indløst.
Hvordan fungerer de nye regler?
De nye regler fungerer således, at hvis gavekortets leveringsland og den specifikke momssats er kendt, så indtræder de nye regler for vouchers/gavekort.
Eksempel 1:
Din virksomhed er eksempelvis en webshop og du udsteder et gavekort til en kunde. Ud fra de nye regler, skal der derfor afregnes moms ved udstedelse af gavekortet. Det vil sige at de 25% moms skal påregnes direkte ved salget. Dette skal dine betalingssystemer altså være klar til at kunne medregne ved udstedelsen af voucheren/gavekortet.
Eksempel 2:
Din virksomhed sælger gavekort eller såkaldte ’smartboxes’ til produkter, der kan opleves i et andet EU-land.
Forestil dig at du sælger et oplevelsesgavekort til eksempelvis et hotelophold i en ukendt by indenfor EU. Gavekortet bliver udstedt i Danmark, men køberen skal indløse selve gavekortet på hotellet i den specifikke storby. Ifølge de nye regler, skal momsen på gavekortet først opkræves, når køberen indløser gavekortet på det specifikke hotel i et specifikt EU-land.
Det vil sige, at man i dette eksempel først medregner den momssats der er gældende i de forskellige EU-lande.
Er gavekortet derimod til et hotelophold i Danmark, opkræves momsen ved udstedelsen, eftersom at leveringslandet samt momssatsen er kendt.
Hvad med gamle gavekort?
Gavekort som er udstedt før 1. juli 2019, skal behandles som før. Altså, skal momsen først afregnes ved købers indløsning af gavekortet. Men sørg for at have dine bogføringssystemer samt betalingssystemer klar til, at indberegne momsen ved udstedelse af nye gavekort.
Gavekort der aldrig bliver indløst
Du kender det nok. Mange gavekort bliver aldrig indløst. Det anslås fra Forbrugerstyrelsen, at op mod 20% af alle gavekort udløber, inden de overhovedet når at blive brugt.
Det har hidtil forholdt sig sådan, at virksomheden tjente momsen ind når et gavekort udløb, og i stedet skulle betale 22% i selskabs- eller virksomhedsskat af gavekortets beløb.
Med de nye regler, skal momsen for det uindløste gavekort betales og dernæst indkomstskat det resterende beløb efter moms.
Kontakt os, hvis du vil høre mere om de nye momsregler.