En række af Folketingets partier ønsker at øge indsatsen mod svindel i erhvervslivet og sikre, at flere virksomheder efterlever reglerne i skattelovgivningen, selskabslovgivningen og regnskabslovgivningen. Derfor behandler Folketinget i øjeblikket et lovforslag om skærpet revisorpligt, og forventes at vedtage en række ændringer til årsregnskabsloven i løbet af den kommende uge.
Ændringerne medfører, at flere aktieselskaber og anpartsselskaber får pligt til at benytte en godkendt revisor, når årsrapporten skal aflægges – det vil sige en revisor, som enten er registreret eller statsautoriseret. Dette gælder for virksomheder, der befinder sig i en særlig risikobranche og virksomheder, der har en stor balancesum.
Selskaber med store balancesummer
Lovforslaget kræver revision af et selskabs årsregnskab, når selskabets balancesum overstiger 50 millioner kroner i to på hinanden følgende år. Et selskab med en balancesum på mere end 50 millioner kroner kan således ikke fravælge revision, uanset at selskabet kun har en lille nettoomsætning og ganske få ansatte. Når selskabet befinder sig i regnskabsklasse B, kan revisionen udføres i form af en udvidet gennemgang.
De hidtidige regler om fravalg af revision, og herunder de gældende størrelsesgrænser, videreføres uændret, men kan altså ikke anvendes af selskaber, som overskrider den angivne balancesum.
Selskaber i risikobrancher
Lovforslaget indeholder tillige et helt nyt krav om, at selskaber i særlige risikobrancher skal benytte en uafhængig, godkendt revisor, når årsrapporten aflægges. Sådanne virksomheder skal have én af følgende revisorerklæringer på virksomhedens årsregnskab:
- Erklæring om assistance med regnskabsopstilling
- Erklæring om gennemgang (review)
- Erklæring om udvidet gennemgang
- Erklæring om revision (revisionspåtegning)
Kravet gælder dog kun for virksomheder, hvor nettoomsætningen overstiger fem millioner kroner i to på hinanden følgende år.
Der er indtil videre 11 brancher, som lovforslaget betegner som risikobrancher, nemlig disse:
- Vejgodstransport
- Flytteforretninger
- Restauranter
- Pizzariaer, grillbarer, isbarer mv.
- Event catering
- Anden restaurationsvirksomhed
- Caféer, værtshuse, diskoteker mv
- Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
- Webportaler
- Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser
- Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser
Spørg din revisor
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp – i forhold til dette, eller i øvrigt med ting der vedrører din virksomheds økonomi og regnskab!