Som supplement til de allerede etablerede ordninger, der kompenserer virksomheder for forretningstab på grund af Coronavirus, åbnes der nu for nye ordninger, som skal dække jul og nytår.
Hvad og hvem?
De nye kompensationsordninger gælder for alle virksomheder i Danmark, uanset om man er omfattet af de restriktioner, der er pålagt erhvervslivet, eller ej. Der er ordninger for kompensation af løn, faste omkostninger, samt omsætningstab for selvstændige.
Tidsmæssig udstrækning
De nye kompensationsordninger gælder fra den 11. december 2020 til – indtil videre – 3. januar 2021. Der er enighed om at forlænge ordningerne, hvis restriktionerne forlænges eller strammes efter 3. januar. I de 38 kommuner, som blev ramt af restriktioner først, kan kompensation for faste omkostninger og omsætning søges fra 9. december 2020.
Lønkompensation for hjemsendte medarbejdere
Der er tale om de samme forudsætninger, som den tidligere lønkompensationsordning 9. marts 2020 – 29 august 2020.
Det er et krav for at få lønkompensation, at virksomheden står overfor at skulle varsle afskedigelse for mindst 30 procent af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.
Medarbejderne må ikke arbejde for virksomheden under hjemsendelsen, og der kan ikke søges lønkompensation for medarbejdere, som arbejder hjemmefra. Virksomheden skal betale fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden, og det er en forudsætning for lønkompensationen, at virksomheden i den lønkompenserende periode ikke afskediger ansatte af økonomiske årsager.
Lønkompensationen udgør 75 procent af de samlede lønudgifter for omfattede funktionærers løn, og 90 procent af løn til ikke-funktionærers løn, dog maksimalt 30.000 kr. pr. omfattet ansat pr. måned.
Modsat forårets ordning, kan virksomheden vælge at søge kompensation for enkelte arbejdssteder (P-numre) eller hele virksomheden.
Virksomhederne vil ikke kunne modtage kompensation for de tre dage mellem jul og nytår. Der stilles ikke krav om afholdelse af feriedage for medarbejdere, men det må forventes, at mange ansatte har planlagt ferie eller fridage over juleferien. Det forudsættes, at allerede aftalt ferie eller fridage afholdes som planlagt. Skæringsdatoen for, hvornår virksomheden sidst må have afskediget medarbejdere, fremrykkes til 9. december. Virksomheder kan modtage lønkompensation for medarbejdere ansat før 7. december.
Ordningen træder i kraft 9. december 2020 og gælder frem til – indtil videre – 3. januar 2021.
Kompensation for faste omkostninger
Alle virksomheder får adgang til den generelle kompensationsordning for faste omkostninger såsom husleje, hvis de har en omsætningsnedgang på minimum 30 procent. Virksomheder, der er tvangslukket og ingen omsætning har, kan få dækket 100 procent af de faste omkostninger. Mikro- og små virksomheder kan opnå op til 90 procent kompensation for udækkede, faste omkostninger. Mellemstore og store virksomheder kan opnå op til 70 procent kompensation. Der vil kunne opnås kompensation på op til ca. 22,5 mio. kr. pr. virksomhed, dog ikke mere end svarende til den tidligere aftalte forbedrede trappemodel.
Der bliver formentligt krav om revisorerklæring i stil med tidligere.
”Faste omkostninger light” udbredes ligeledes til hele landet. Der er i dag ikke krav om revisorerklæring ved light-ordningen med maksimal støtte på 50.000 kr. pr. måned til stedbundne omkostninger. Dette forventes gentaget i de nye ordninger.
Referenceperioden forventes at være samme periode sidste år.
Kompensation til selvstændige
Kompensationsordningerne for selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere m.m. genåbnes, gældende i hele landet.
Der åbnes for adgang til kompensationsordningerne for alle selvstændige m.v., som oplever et forventet omsætnings- eller indkomsttab på minimum 30 procent i kompensationsperioden. Tabet opgøres i forhold til en referenceperiode, der i udgangspunktet udgør den tilsvarende periode sidste år.
Der vil blive foretaget efterkontrol.
- Selvstændige og freelancere kan få kompenseret 90 procent af deres tab, dog maksimum 23.000 kr. pr. måned.
- Selvstændige omfattet af forbud mod at holde åbent kan i perioden, hvor de er omfattet af forbuddet, få kompenseret 100 procent af deres omsætning, dog maksimum 23.000 kr. pr. måned, såfremt de ingen omsætning har i perioden
- Kombinatører kan få dækket 90 procent af deres tab, dog maksimum 20.000 kr. pr. måned.
Selvstændige m.v. som allerede har søgt en af de eksisterende ordninger, fordi de er underlagt en af de nationale restriktioner, for eksempel forsamlingsforbuddet, vil ikke skulle søge ordningen igen.
Den videre færd
Der er endnu ikke udstedt bekendtgørelser omkring de nye ordninger, der er ikke åbnet for ansøgning, og ansøgningsfristerne er endnu ikke kendt. Det er heller ikke kendt hvornår der skal indsendes slutopgørelser. Der kan således ske ændringer i ovenstående.
Brug for hjælp?
Kontakt os gerne, hvis du har behov for vores bistand – i forbindelse med dette, eller hvis der er andre ting relateret til din virksomheds økonomi vi kan hjælpe med, i forhold til Corona-situationen eller i øvrigt!