Påske og Store Bededag indledte forårets mange helligdage, og det giver anledning til at kigge frem mod sommeren og hovedferie-perioden. Det er vigtigt at huske, at alle medarbejdere har ret til tre ugers hovedferie i sammenhæng, hvis din virksomhed overvejer at varsle ferie i løbet af foråret eller acceptere medarbejderes ferieønsker i samme periode.
Optjening af ferie
Den væsentligste grund til at være opmærksom er, at al ferie er betalt ferie, og derfor skal være optjent, når den afholdes (den eneste undtagelse fra dette er helt nye medarbejdere på arbejdsmarkedet).
Først ved udgangen af august er der opsparet 25 feriedage, så hvis du ønsker at varsle hovedferie i juli, ”mangler” medarbejderen at optjene de i resterende 4,16 feriedage for året, som optjenes i juli og august måned.
Vær derfor bevidst om, hvor mange feriedage du accepterer eller varsler i løbet af foråret, sammenholdt med hvad den enkelte medarbejder har optjent.
Krav på tre sammenhængende uger
Alle medarbejdere har som nævnt ret til at holde tre ugers hovedferie – altså 15 feriedage – i sammenhæng i hovedferieperioden fra 1. maj til 30. september.
Da ferie først kan holdes måneden efter den er optjent, kan der opstå en situation hvor en medarbejder ikke har optjent feriedage nok til at holde tre uger i denne periode. I sådanne tilfælde er det en mulighed at indgå en aftale om betalt ferie på forskud.
Varslet ferie
Hvis du ikke kan blive enig med medarbejderen om, hvornår ferie skal afholdes, kan du vælge at varsle feriens placering. Gør du det, skal hovedferien varsles med mindst tre måneders varsel, og eventuel restferie med mindst en måneds varsel.
Ferien kan varsles, inden den er optjent, hvis den forventes optjent, før den afholdes.
Kontakt os
Du er altid velkommen til at ringe eller skrive, hvis der er noget vi kan hjælpe med, vedrørende dette og andre emner, der knytter sig til din virksomheds økonomi og regnskab.