Kontakt os

Overgangsreglerne for feriepengelovgivningen

I forbindelse med ny lovgivning omkring feriepenge er der etableret en overgangsperiode, som medfører at der er en række forhold, man skal huske. Vi har samlet nogle af de vigtigste ting, du som virksomhedsejer eller administrator skal være opmærksom på.

Efterårsferie og juleferie 2020

Hvis din medarbejder f.eks. ønsker at holde 1 uges efterårsferie i uge 42 2020, opstår problemer med den nye ferielov. Vi er nemlig alle overgået til samtidighedsferie fra 1.9.2020, og det medfører at der kun er opsparet 2,08 dage per 1. oktober 2020. Der mangler altså knap 3 dage, for at medarbejderen kan afholde en uges efterårsferie. Så må medarbejderen forsøge at opnå arbejdsgivers accept af, at få ferie på forskud, hvis man skal holde fri i uge 42.

Eller også må medarbejderen være ferietilbageholdende inden da. Al ferie der er overført 31.12.2018 (fra 2018 til 2019), samt al ferie opsparet i perioden 1.1.2019 – 31.8.2019, som ikke er er afholdt 31.8.2020, overføres nemlig automatisk til samtidighedsferie efter den nye lov 1.9.2020. Ved at være ferietilbageholdende i 2020, kan medarbejderen altså overføre dage til den nye ordning, og således have nok til efterårsferie og juleferie 2020. Dette vil du måske orientere medarbejderne om

Vigtige datoer

Juni 2019
Første opkrævning af administrationsbidrag fra Samlet Betaling. Herefter opkræves bidraget hvert kvartal.

1. september 2019
Overgangsperioden starter.

Maj 2020
Medarbejdere tilskrives op til 16,64 dage, til afholdelse 1.5.2020 – 30.9.2020. Der udbetales ferietillæg sidste gang efter de gamle regler.

31. august / 1. september 2020
Overgangsperioden slutter. Samtidighedsferie starter.

November 2020
Virksomheden får brev om, at den skal kontrollere og afstemme alle sine indberetninger for overgangsperioden.

31. december 2020
Frist for indberetninger for overgangsperioden.

Januar 2021
Medarbejderne præsenteres for virksomhedens indberetning for overgangsåret. De har så mulighed for at gøre indsigelse, hvis de mener, at indberetningerne ikke er korrekte.

Juli 2021 (og hvert år fremover)
Virksomheden får brev fra Lønmodtagernes Feriemidler i juli hvert år, hvor virksomheden kan læse om den årlige opkrævning af feriepenge, hvordan man kan beholde feriepenge i virksomheden, og hvordan man giver besked, hvis man fortsat vil beholde feriepengene.

31. august 2021 (og hvert år fremover)
Virksomheden skal senest give Lønmodtagernes Feriemidler besked, hvis den ønsker at beholde de feriepenge, den ikke har fået opkrævning på i juli.

Senest 1. september 2021 (og hvert år fremover)
Deadline for betaling af 1. opkrævning.

Spørgsmål?

Som altid er du velkommen til at kontakte os, hvis der er noget af dette der giver anledning til spørgsmål, eller hvis du har brug for hjælp med at implementere de nye regler i din virksomhed. Vi sidder klar til at tale med dig!