Kontakt os

Selvom forretningen går langsomt på grund af Corona-situationen, eller måske går helt i stå, så er der stadig en række udgifter, man som virksomhed skal afholde. Derfor har regeringen besluttet at gøre det muligt at opnå kompensation for faste omkostninger. 

Hvilke virksomheder?

Ordningen omfatter alle virksomheder, foreninger, organisationer m.m. Såfremt din omsætning er faldet mindst 40% som følge af Coronavirus kan du således snart søge kompensation for dine faste omkostninger. 

Perioder

Omsætningstabet måles ved at sætte omsætningen i en kompensationsperiode i forhold til referenceperioden. Kompensationsperioden er 9. marts 2020 – 8. juni 2020. Referenceperioden er andet kvartal 2019. Der er særregler hvis man er stiftet efter andet kvartal 2019.

Tvangslukkede virksomheder, som er påbudt lukket efter bekendtgørelse, kan få kompenseret 100% af de faste omkostninger, hvis de ikke har haft omsætning i tvangslukningsperioden. Denne tvangslukningsperiode skal indeholdes i den normale ansøgning.

For den resterede del af ovennævnte periode, samt for virksomheder som har haft omsætning i tvangslukningsperioden, gælder følgende: ,

Omsætningstab 80-100%
Kompensation 80%

Omsætningstab 60-80%
Kompensation 50%

Omsætningstab 40-60%
Kompensation 25% 

Mindre end 40% omsætningstab
Der ydes ikke kompensation

Hvilke omkostninger?

Der er tale om følgende omkostningstyper: Husleje • Leje- og leasingomkostninger • Nødvendig vedligeholdelse på materielle anlægsaktiver og lejede aktiver • Omkostninger til el og opvarmning • Nødvendig løbende rengøring • Ejendomsskatter • Licenser på anvendelse af software m.v. • Abonnementer (herunder forsikringer) • Øvrige faste omkostninger • Afskrivninger på materielle og immaterielle anlægsaktiver • Renteomkostninger og gebyrer • Nedskrivninger på letfordærvelige varer • Nedskrivninger på ferskt kød der nedfryses (kun slagterier).

Revisorpåtegning

Ved ansøgningen skal der indsendes en revisorpåtegning. Revisor skal med høj sikkerhed udtale sig om realiseret omsætning i andet kvartal 2019 og realiserede omkostninger 1. december 2019 – 29. februar 2020. Hvis man opnår kompensation, får man også kompensation for revisorregningen, dog kun 80% eller maksimalt 16.000 kr. Der er momsfradrag i samme omfang som man normalt driver momspligtig aktivitet.

Det skal være en godkendt og uafhængig revisor som skal afgive erklæringen. Der er en del kontrolarbejde og dokumentationsarbejde forbundet med erklæringen.

Kan jeg forberede mig?

Hvis du finder de relevante materialer frem, og foretager den korrekte periodisering, letter det arbejdet en del. Der er tale om:

  • Omsætningen i andet kvartal 2019
  • Omkostningerne 1.12.2019 – 29.2.2020
  • Dokumentation for disse to realiserede forhold

Derudover skal anvendes den forventede omsætning og de forventede omkostninger for perioden 9. marts 2020 – 8. juni 2020. Hvis der er mere end 10% afvigelse mellem de realiserede omkostninger og de forventede omkostninger, skal afvigelsen årsagsforklares. Derudover skal der anføres en begrundelse for at omsætningsnedgangen skyldes udbruddet af coronavirus.

Der er noget arbejde forbundet med at periodisere indtægter og omkostninger korrekt. Eksempelvis skal du, for en omkostning som er betalt i december 2019, kun medtage den del af omkostningen som vedrører den relevante periode. Det vil for eksempel sige, at en forsikring for et helt år som er betalt i december 2019, udelukkende skal henføres til kompensationsopgørelsen med periodens tre måneder ud af året. Du kan med fordel forberede dette arbejde, men vi hjælper selvfølgelig gerne. 

Der skal søges senest 30. juni 2020.

Vi hjælper gerne

Kontakt os – vi sidder klar til at bistå med dokumentation og ansøgning, vedrørende denne ordning eller andre Corona-relaterede ordninger, eller andre forhold omkring din virksomheds økonomi i denne periode.