Den skattefri seniorpræmie stiger markant i 2020
Hvis du har medarbejdere, som har nået folkepensionsalderen, og de ønsker at fortsætte med at arbejde, kan du måske holde lidt længere på dem ved hjælp af seniorpræmie. Men hvad er reglerne for at kunne opnå en seniorpræmie, og hvad skal du huske at være opmærksom på?
Fra 30.000 til 42.820 kroner
I 2020 bliver den skattefri seniorpræmie forøget med 43 procent, fra 30.000 til 42.820 kroner. Du kan som arbejdsgiver aktivt udnytte denne mulighed, hvis du ønsker at holde lidt længere på dine ansatte.
Medarbejdere kan modtage den skattefrie seniorpræmie, hvis de fortsætter med at arbejde det første år efter pensionsalderen. For at modtage seniorpræmien på 42.820 kroner skal medarbejderen være født den 1. januar 1954 eller senere og have haft mindst 1.560 løntimer de første 12 måneder efter folkepensionsalderen. Det vil sige, at medarbejderen i gennemsnit skal have arbejdet 30 timer om ugen.
Seniorpræmie ved arbejde i andet år
For medarbejdere, der fortsætter med at arbejde det andet år efter folkepensionsalderen, eller måske først starter med at arbejde der, kan der opnås en skattefri seniorpræmie på 25.500 kroner. For at få seniorpræmien på 25.500 kroner skal medarbejderne ligeledes være født den 1. januar 1954 eller senere og have haft mindst 1.560 løntimer fra 13 – 24 måneder efter folkepensionsalderen. Det er ikke et krav, at de er berettiget til eller har modtaget den første seniorpræmie for at opnå ret til den anden seniorpræmie.
Andre regler for selvstændigt erhvervsdrivende
For selvstændigt erhvervsdrivende gælder andre regler. Her er det overskuddet i virksomheden som er afgørende for, om du er berettiget til præmien. Selvstændigt erhvervsdrivende skal i 2019 have et overskud før renter på cirka 190.000 kroner (2019) og cirka 193.000 kroner (2020) for at få seniorpræmie.
Lad os hjælpe!
Hvis du har brug for vores bistand, med dette eller andre forhold omkring virksomhedens økonomi, så er det blot at kontakte os – vi sidder klar til at hjælpe din virksomhed med at få de bedste betingelser for at realisere sit potentiale!