Danske virksomheder, der sælger varer og elektroniske ydelser til privatpersoner i andre EU-lande, kan med Moms One Stop Shop-ordningen nøjes med at håndtere moms i ét EU-land.
Ordningen
Moms One Stop Shop er en frivillig ordning, som gør det mere enkelt at følge særreglerne for salg til privatpersoner i EU. Ordningen gør det nemlig muligt for en virksomhed i et EU-land at indberette og betale moms af salg til hele EU.
Den 1. juli 2021 blev momsreglerne ved salg til private i EU ændret. Der blev blandt andet indført en fælles EU-grænse på 10.000 euro per år for, hvornår virksomheden skal betale moms i forbrugerens frem for virksomhedens hjemland. Beløbsgrænsen omfatter virksomhedens samlede salg til andre EU-lande ud over salg i virksomhedens hjemland – eksempelvis Danmark. Den nye beløbsgrænse til hele EU er dermed meget lavere end de tidligere beløbsgrænser, der tilmed kun omfattede ét enkelt land.
Stor betydning
Det kan have stor betydning for virksomhederne, når de skal opkræve, indberette og betale moms. Med Moms One Stop Shop kan virksomheden lade sig registrere for salg til private i EU i ét EU-land og indberette og betale moms dér. Virksomheden skal dog være klar til at håndtere de nye regler, der også kan betyde, at man skal tilpasse sine IT-systemer.
Skattestyrelsen har igangsat en kampagne om Moms One Stop Shop-ordningen for at få flere virksomheder til at tilmelde sig ordningen. Klik her for at læse mere om hvad ordningen betyder for din virksomhed og se, hvordan du tilmelder dig.
Kontakt os
Du er naturligvis velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har brug for professionel bistand – vedrørende dette, eller omkring din virksomheds økonomi i øvrigt. Vi er klar til at hjælpe!