Når det gælder skat for selskaber, så er der naturligvis mange forhold man skal være opmærksom på. En af disse, som vi ofte støder på uvished omkring, er emnet acontoskat. Som selskabsejer er spørgsmålet: Skal min virksomhed indbetale, og kan jeg indbetale mere – eller mindre – end krævet?
Der kan være penge at spare, hvis man håndterer sin acontoskat rigtigt, så det betaler sig at sætte sig ind i.
Aconto systemet
Ved indbetaling af selskabsskat aconto kan man slippe for rente, kaldet restskattetillæg, ved årsopgørelsen, hvis den endelige skat er større end den skat der betalt aconto. Alle selskaber har tre muligheder for betaling af aconto selskabsskat. For indkomståret 2021 er det:
- 20. marts 2021
- 20. november 2021
- 1. februar 2022.
Der findes to typer acontoskat: Den tvungne, ordinære acontoskat, der beregnes af Skattestyrelsen, samt frivillig acontoskat, som selskabet selv afgør.
Tvungen acontoskat
Raterne for den tvungne ordinære acontoskat er beregnet som 50 procent af gennemsnittet af de seneste tre års selskabsskat. For dette modtager man en opkrævning i e-boks forud for betalingsfristen.
Hvis man forventer en lav indkomst i 2021, kan man anmode om nedsættelse af raten for ordinær acontoskat. Det gør man på TastSelv Erhverv. Fristen for ansøgning om nedsættelse af raten , som skal indbetales 20. november, er samme dato, 20. november.
Frivillig acontoskat
Selskabet kan yderligere indbetale frivillig acontoskat, typisk hvis man vurderer, at den ordinære acontoskat er sat for lavt i forhold til virksomhedens reelle økonomi det pågældende år. Det kræver dog, at man først indberetter den frivillige acontoskat i TastSelv Erhverv.
Fordelen ved at indbetale frivilligt ud over den ansatte rate er, at man kan undgå at betale restskat, og navnlig det restskattetillæg der følger med. I 2021 forventes dette tillæg at blive på 4,4 %. Tillægget er ikke fradragsberettiget, og svarer derfor til en rente på 5,6%.
Frivilligt indbetaling kan ske per de samme skæringsdatoer, som er nævnt ovenfor.
Skal jeg foretage en frivillig betaling?
Hvis selskabet har positiv likviditet, indestående i pengeinstitut eller lignende, eller hvis selskabet har gæld samt en lånerente under 5,6 %, vil det som udgangspunkt være en fordel at foretage frivillig indbetaling.
Man skal selvfølgelig starte med at tage i betragtning, om man kan tænkes at have brug for at anvende eventuel fri likviditet eller mulig trækningsret til at drive virksomheden for på et senere tidspunkt. I så fald bør pengene naturligvis ikke anvendes til frivillig indbetaling af selskabsskat.
Hvis man indbetaler frivilligt 20. november fratrækkes principielt et procentfradrag, som går til Skat. Imidlertid forventes procentfradraget i år at udgøre 0%, og har derfor ingen betydning for beslutningen om at foretage en indbetaling.
Tredje rate, februar 2022
Frivillig indbetaling af tredje rate kan ske på et hvilket som helst tidspunkt i perioden 23. november 2021 – 1. februar 2022. Også her fratrækkes et procentfradrag, som forventes at udgøre 0,9%.
Tal med din revisor
Du er naturligvis velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har brug for bistand til afklaring af din situation vedrørende acontoskat. Vi er klar til at hjælpe!