Kontakt os

Under coronakrisen kunne virksomheder have meget store beløb stående på skattekontoen, uden at pengene blev tilbagebetalt. Sådan er det ikke længere. Som udgangspunkt kan din virksomhed således ikke have et beløb stående på skattekontoen til fremtidige betalinger.

5-dagesreglen

Skal du afregne et udestående med Skattestyrelsen, så kan du tidligst betale til din virksomheds skattekonto fem dage før betalingsfristen. Indbetaler du længere før fristen end dét, så risikerer du, at det indbetalte beløb bliver sendt tilbage til din virksomhed, eller at Skattestyrelsen i stedet anvender beløbet til at dække andre åbne krav imod virksomheden. I det tilfælde vil de ældste krav, der ikke er overdraget til inddrivelse, blive betalt først.

Bemærk, at det er muligt at indberette i god tid før fristen. Det er selve betalingen via skattekontoen som maksimalt kan gennemføres fem hverdage før betalingsfristen.

Det er selvfølgelig altid vigtigt, at du har styr på betalingsfrister og indbetalinger til skattekontoen. Hvis du har coronalån eller en betalingsaftale, skal du imidlertid være særligt opmærksom på betalingstidspunkterne, fordi en manglende betaling til en frist kan betyde, at Skattestyrelsen opsiger lån og betalingsaftaler.

Grænse for skattekontoens indestående

Du kan til enhver tid selv ændre beløbsgrænsen på virksomhedens skattekonto, så Skattestyrelsen kun tilbagebetaler det beløb til virksomheden, der overstiger denne grænse. Den maksimale beløbsgrænse er 200.000 kroner.

Har du opsat en grænse, kan du altså godt indbetale beløb tidligere end fem dage før fristen uden at risikere tilbagebetaling, når blot det samlede beløb holder sig under den grænse du har sat. Du skal dog være opmærksom på, at princippet om brug af indestående på kontoen til dækning af det ældste åbne krav stadig gælder – der er således risiko for, at Skattestyrelsen anvender indestående beløb på skattekontoen, indbetalt mere end fem dage før en given frist, til at dække andre forfaldne krav end virksomheden havde til hensigt. 

Se mere om betaling til Skattekontoen på Betaling til Skattekontoen – Skat.dk

Spørg din revisor

Har du brug for hjælp vedrørende dette, eller i forbindelse med andre ting der knytter sig til din virksomheds økonomiske forhold? 

Du er altid velkommen til at kontakte os – omkring dette emne, eller hvis du har brug for regnskabs- eller revisionsbistand i øvrigt!