Kontakt os

At have gule nummerplader på et virksomhedskøretøj er forbundet med nogle ret klare økonomiske fordele i form af sparet registreringsafgift og moms, som myndighederne ikke ønsker udnyttet imod hensigten. Har man gule plader på bilen, er der derfor nogle ret specifikke krav til mærkning, som gør det klart at der ikke er tale om et privat transportmiddel.

Tydelig mærkning

For varebiler på gule plader og en totalvægt under fire tons gælder det, at de skal være mærket med et klart synligt CVR-nummer og firmanavn. Informationen skal fremgå på begge sider af køretøjet og skal være permanent fastgjort – for eksempel med selvklæbende folie – eller malet på. Har dit firma et unikt logo, kan du benytte dig af det frem for firmanavnet.

For at være lovlig skal mærkningen desuden overholde følgende:

  • Der skal være klar kontrast mellem bilens farve og de lovpligtige oplysninger
  • Firmanavn og CVR-nummer skal være adskilt
  • Bogstaver og tal skal være mindst 3 cm høje
  • Oplysninger må ikke kunne tages af

Leasing, leje og vognmænd

Når du leaser din varebil – og du står som registreret bruger af bilen – er det dit ansvar, at bilen har påført dit firmanavn og cvr-nummer.

Hvis du lejer en bil, og du ikke er registreret som bruger, er det biludlejningsfirmaets navn og cvr-nummer, som skal fremgå på bilen.

Er du vognmand og er tilsluttet en vognmandscentral, skal dit firmanavn og cvr-nummer fremgå på bilen. Vognmandscentralens navn og logo må dog også fremgå på bilen.

Hvis mærkning mangler

Hvis du antræffes kørende i en bil på gule plader, hvor firmanavn og cvr-nummer ikke tydeligt fremgår, kan du få en bøde. Bøderammen for overtrædelse af mærkningskravet starter ved 5.000,- kroner og stiger, hvis du bliver stoppet flere gange og fortsat ikke har fået påført de påkrævede oplysninger.

Ikke-omfattede køretøjer

Biler med såkaldte “papegøje-plader” – hvid-gule plader, der angiver et køretøj som må bruges både til erhverv og privat kørsel – eller med klistermærket ”Bilen må bruges privat” er ikke omfattet af reglerne om mærkning med firmanavn og cvr-nummer. Biler tilhørende en inkassovirksomhed, busser og taxier er også undtaget.

Har du brug for bistand?

Du er altid velkommen til at kontakte os, vi sidder klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for det – med dette eller andre forhold omkring virksomhedens økonomi.