Kontakt os

Erhvervsstyrelsen oplyser, at den månedlange regeringsdannelse har forsinket implementeringen af nogle af reglerne i den nye bogføringslov. Det betyder blandt andet, at Erhvervsstyrelsen endnu ikke kan registrere og offentliggøre de digitale bogføringssystemer, som har styrelsens godkendelse.

En vigtig liste

For virksomheder omfattet af bogføringsloven betyder forsinkelsen, at det ikke er muligt fra den 1. januar 2023 at finde en liste over registrerede bogføringssystemer på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, som det ellers har været planen. Listen er vigtig, fordi virksomheder her vil kunne konstatere, om det anvendte bogføringssystem lever op til Erhvervsstyrelsens nye krav om digital bogføring og opbevaring af bilag.

Næsten alle er omfattet

Det er i den sammenhæng vigtigt at bemærke, at alle erhvervsdrivende virksomheder i Danmark som udgangspunkt er omfattet af den nye bogføringslov – uanset ejer- eller hæftelsesforhold. Dette gælder også erhvervsaktiviteter, der udøves i Danmark af udenlandske virksomheder. Virksomheder i regnskabsklasse A er dog ikke omfattet af reglerne om digital bogføring og opbevaring, hvis virksomhedens nettoomsætning er under 300.000 kroner to år i træk.

Forsinkelsen indikerer, at hele tidsplanen for at implementere de digitale bogføringskrav meget vel kan blive forsinket.

Læs mere om forsinkelsen på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Kontakt os

Du er naturligvis velkommen til at ringe eller skrive, hvis du har brug for professionel bistand – vedrørende dette, eller omkring din virksomheds økonomi i øvrigt. Vi er klar til at hjælpe!