Kontakt os

Det er blevet besluttet, med støtte fra alle Folketingets partier, at Danmark skal bruge op til et trecifret milliardebeløb på pengekompensation til selvstændige, der som følge af Coronavirus har det svært.

Kompensation for omsætningsnedgang til virksomhedsejere

Du kan opnå økonomisk kompensation for 75% af et forventet omsætningstab i perioden 9. marts 2020 – 9. juni 2020,  hvis omsætningen sammenlignet med den gennemsnitlige omsætning i sidste regnskabsår er faldet med mindst 30% som følge af coronavirus. Kompensationen kan dog maksimalt udgøre 23.000 kr. per måned (per CPR nummer, hvis der er flere ejere).

Betingelserne er, at selvstændige og virksomheden er registreret i CVR/CPR, at virksomhedsejeren ejer mindst 25% af virksomheden og arbejder i virksomheden, og at virksomheden maksimalt har 10 fuldtidsansatte. Virksomheden skal desuden være registreret som oprettet senest d. 1. februar 2020. Virksomhedsejeren kan maksimalt være omfattet af ordningen i tre måneder. Det kræves yderligere at der har været en omsætning på mindst 15.000 kr. per måned i en forudgående periode.

Virksomheden kan ikke få kompensation til de samme omkostninger fra flere forskellige COVID-19 støtteordninger.

Ved ansøgning skal der indsendes en tro- og loverklæring om forventet omsætningstab mv. Det skal også begrundes, hvordan omsætningstabet er en konsekvens af COVID-19 (for eksempel at myndighederne har anbefalet eller tvunget lukning). Virksomhedsejer skal efterfølgende dokumentere et omsætningstab på over 30 pct. for perioden. I modsat fald skal kompensationen + renter tilbagebetales. Desuden skal der ske tilbagebetaling, hvis personlig indkomst i 2020 overstiger 800.000 kr.

Alle virksomheder skal anvende revisor til dokumentationen efterfølgende.

Kompensation for faste omkostninger

Der er udover ovenstående også aftalt en kompensationsordning for faste omkostninger. Det kan for eksempel være husleje, leasing, renteudgifter eller andre uopsigelige kontrakter.

Erhvervsdrivende, som ved bekendtgørelse er påbudt at holde lukket, vil blive kompenseret 100% af de faste udgifter. Andre erhvervsdrivende vil blive kompenseret i forhold til omsætningstabet. Der er således tale om 80%, hvis omsætningsnedgangen er på 80-100%. Hvis omsætningsnedgangen er på 60-80% udgør kompensationen 50% – og hvis omsætningsnedgangen er på 40-60% ydes en kompensation på 25%. Hvis omsætningsnedgangen er mindre end 40%, kan der ikke opnås kompensation. Allerede udbetalt kompensation skal i givet fald tilbagebetales.

De faste udgifter skal udgøre mindst 25.000 kroner i perioden som der søges kompensation for. Der skal efterfølgende fremlægges revisorerklæring som dokumentation. Denne vil også medføre omkostninger, og der kan ydes 80% støtte til udgiften for revisorerklæringen såfremt en ansøgning udløser kompensation. Der kan maksimalt opnås kompensation for 60 mio. kr. pr. virksomhed i perioden.

Ved ansøgning skal virksomheden sende en revisorpåtegnet opgørelse over forventet omsætningsnedgang som følge af coronavirus i perioden 9. marts til 9. juni 2020. Virksomheden bekræfter på tro og love at omsætningen er faldet. Dernæst udbetaler Erhvervsstyrelsen kompensationen. Efterfølgende vil der ske kontrol fra staten.

Det bemærkes, at ordningerne i skrivende stund endnu ikke er fremkommet i bekendtgørelse. Der kan derfor forekomme ændrede detaljer i de endelige udgaver.

Kontakt os, hvis du vil høre mere eller have hjælp til at opnå kompensation i din virksomhed.