Kontakt os

Nu skal der indberettes indefrosne feriepenge – men reglerne levner fortsat et vist grundlag for fejl og tvivl. Vi har derfor samlet et overblik over de ting man børe være opmærksom på, hvis man vil undgå problemer.

Indefrysningsperioden

Medarbejdere har optjent et års feriepenge i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020, som ikke er blevet udbetalt til medarbejderen pga. overgang mellem gammel og ny ferielov. Arbejdsgiver har i stedet skullet indbetale feriepengene til fonden Lønmodtagernes Feriemidler.

Arbejdsgiver kan vælge at beholde og skylde pengene indtil medarbejderen forlader arbejdsmarkedet, oftest i form af pensionering. På dette tidspunkt vil arbejdsgiver modtage en opkrævning fra fonden. Hvis arbejdsgiver ønsker at beholde og skylde pengene skal dette bekræftes årligt. Der bliver i givet fald tillagt rente, som endnu er ukendt, men forventes at udgøre omkring 2,5% p.a.

Feriemidlerne kan også indbetales frivilligt, helt eller delvis, for enkelte lønmodtagere. Første frivillige indbetaling forventes at blive mulig 1. september 2021.

Førtidig udbetaling og indberetning

Reglerne om at arbejdsgivere enten kan beholde pengene, eller foretage frivillig indbetaling, påvirkes ikke af mulighederne for førtidig udbetaling. Det er således uden betydning om medarbejderen har valgt at få tre ugers feriepenge udbetalt i den førtidige udbetalingsordning eller ej.

Arbejdsgiver skal under alle omstændigheder indberette inden 31. december 2020, og efterfølgende indbetale til Fonden enten frivilligt når man ønsker det, eller når lønmodtager forlader arbejdsmarkedet.

Gælder ikke for alle

En række personer er ikke omfattet af gammel ferielov, og dermed indefrysningen. Det gælder personer der har afgørende indflydelse på virksomheden, defineret ved at man opfylder mindst én af disse betingelser:

  • Ejer mindst 50 % af selskabskapitalen
  • Repræsenterer mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi
  • Har en bestemmende andel af selskabets kapital
  • Råder over en bestemmende andel af stemmerne i selskabet
  • Bestyrelses- eller direktionsmedlem med mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 % af selskabskapitalens stemmeværdi
  • Ægtefæller til de 5 ovennævnte grupper.

Det gælder naturligvis også, selvom ejerskab sker gennem selskaber, og påvirkes ikke af hvordan den pågældende eventuelt måtte være registreret i virksomhedens lønsystem. Hvis man er registreret forkert, og der er beregnet feriepenge til de pågældende, skal det rettes, før indberetningen til Lønmodtagernes Feriemidler gøres endelig – hvilket skal ske inden 31. december 2020.

Hvad omfatter indefrysningen?

Indefrysningen omfatter 12,5% af den ferieberettigede løn i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020. Dog kun maksimalt de fem uger, ferieloven omfatter. En evt. sjette uge må arbejdsgiver eller overenskomsten selv administrere.

Provision er også ferieberettiget, forstået således at en provisionslønnet under ferien har krav på en kompensation for den provision, der mistes som følge af ferieafholdelsen. Bemærk at løn i ferieperioder ikke er ferieberettiget.

Brug for hjælp?

Kontakt os, hvis du har behov for det – i forbindelse med dette, eller hvis der er andre ting relateret til din virksomheds økonomi vi kan hjælpe med!