Coronakrisen har betydet, at mange virksomheder står og mangler penge nu og her. Som en hurtig reaktion på dette problem har Folketinget netop besluttet, at erhvervsdrivende kan få tilbagebetalt den seneste momsangivelse som et rentefrit lån.
Søg om rentefrit lån fra 5. maj
Afregner din virksomhed kvartalsvis eller halvårlig moms, kan du fra 5. maj 2020 søge om lån for det momsbeløb, som omfattede 4. kvartal 2019 eller 2. halvår 2019 og havde betalingsfrist den 2. marts 2020.
Er din virksomhed lønsumsafgiftspligtig efter metode 4, kan du desuden søge om et rentefrit lån for den første angivelse i 2020, hvor fristen var 15. april 2020. Har du allerede angivet overskuddet for 2019, kan du alternativt ansøge om et lån på 25 procent af afgiften af overskuddet i 2019.
En række betingelser skal være opfyldte
Du skal være opmærksom på, at en række betingelser skal være opfyldte for at modtage de rentefri lån:
- Du skal senest ansøge om lånet den 15. juni.
- Du skal betale lånet tilbage senest den 1. april 2021. Stopper eller ophører din virksomhed inden det tidspunkt, skal du betale lånet tilbage inden for 14 dage.
- Du skal have betalt det beløb, som du angav for enten moms eller lønsum.
Desuden må din virksomhed ikke være under konkursbehandling, rekonstruktionsbehandling, likvidation eller tvangsopløsning. Samtidig må virksomheden ikke i perioden 9. april til 15. juni 2020 have skiftet 50 procent eller mere af ejerkredsen, medmindre der foreligger en erklæring fra en uafhængig, godkendt revisor om ejerskiftet.
Lånet vil blive udbetalt via din skattekonto. Hvis saldoen er negativ på tidspunktet for udbetaling, eller er der restancer sendt til inddrivelse, vil det alene være det beløb, som er tilbage efter modregning, du modtager som lån.
Har din virksomhed en aftalt afdragsordning eller ubetalte krav på skattekontoen, vil din virksomhed i stedet for et lån, blive bevilget en rentefri henstand på det beløb, der er modregnet på skattekontoen med, frem til den 1. april 2021.
Vi hjælper gerne
Vi følger med i de mange nye ordninger, og vi har erfaring med lovgivningen og med de offentlige myndigheder. Vi bistår gerne med rådgivning og dokumentation. Kontakt os, og fortæl om din situation og dine behov.