Den nye Bogføringslov, som er vedtaget – og som vi løbende bringer nyt omkring, efterhånden som informationen bliver tilgængelig – omfatter tiltag, man som erhvervsdrivende skal være opmærksom på allerede nu.
Således træder nye krav om beskrivelse af bogføring og opbevaring i kraft allerede fra denne sommer, specifikt 1. juli 2022.
Hvem er dette relevant for?
Hovedparten af de virksomheder, som er omfattet af bogføringsloven, skal udarbejde den pligtige beskrivelse senest 1. juli 2022. Det er for eksempel:
- Alle selskaber og andre virksomheder omfattet af årsregnskabslovens klasse B.
- Personlige virksomheder, hvis omsætning er større end 300.000 kr.
- Interessentskaber med omsætning over 300.000 kr.
- Andelsboligforeninger, hvis omsætningen er større end 300.000 kr. Boligafgiften tæller med i opgørelsen.
Nedenstående virksomheder er omfattet af bogføringslovens krav generelt, men er IKKE omfattet af kravet om systembeskrivelser:
- Personlige virksomheder, I/S, andelsboligforeninger mv. (altså virksomheder, som efter årsregnskabsloven ikke er regnskabspligtige), med en omsætning under 300.000.
Pligtig beskrivelse
Kravet om beskrivelse af bogføringen og opbevaringen, findes i bogføringslovens § 6. Efter denne skal beskrivelserne indeholde:
- procedurer der sikrer, at alle virksomhedens transaktioner løbende registreres,
- procedurer der sikrer, at virksomhedens regnskabsmateriale opbevares betryggende, og
- medarbejdere (med navn), som er ansvarlige for ovenstående to procedurer.
Man skal i beskrivelserne tage hensyn til, at bogføringen skal tilrettelægges og udføres under hensyn til virksomhedens kompleksitet, antallet af transaktioner og transaktionernes økonomiske omfang. En lille virksomhed vil således kræve en mindre beskrivelse, mens beskrivelsen for en større virksomhed i sagens natur vil blive mere omfangsrig.
I gamle lov, som gælder indtil 1. juli 2022, var der en regel om standard-systemer. Denne regel ophører, når ny lov træder i kraft, således at alle relevante virksomheder nu skal lave og opbevare en beskrivelse. Denne må øvrigt opbevares elektronisk eller på papir.
Standard fra Erhvervsstyrelsen?
I lovens fremsættelsesbemærkninger er det anført, at Erhvervsstyrelsen vil lave en skabelon for beskrivelser, som man kan finde inspiration i. Skabelonen vil indeholde de elementer, som virksomheden skal have taget stilling til, med en vejledende tekst, således at virksomheden alene ved at udfylde skabelonen kan sikre sig, at den opfylder kravene i loven.
Vi håber at denne skabelon når at blive frigivet af Erhvervsstyrelsen i god tid inden 1. juli, og vil naturligvis hjælpe med information, når den kommer.
Spørg din revisor
Det er en god ide at spørge en revisor, hvis man på nogen måde er i tvivl om forholdene, omkring dette eller andre ting, der har at gøre med ændringer i gældende lov og bestemmelser.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp – i forhold til dette, eller i øvrigt med ting der vedrører din virksomheds økonomi og regnskab!